Dansk Fjernvarme

DONG vil bygge kulkraftværker i Tyskland

7. december 2006 | 2006

DONG vil bygge kulkraftværker i Tyskland

Energigiganten DONG Energy, der markedsfører sig som et grønt energiselskab, vil bygge kulkraftværker i Tyskland. Kritikerne siger, at det truer klimaindsatsen, men DONG mener, at effektive kulkraftværker ligger helt på linie med DONG Energys's grønne profil. Det skriver dagbladet Information i dag.

- De gamle tyske elværker er meget ineffektive. Vi vil derfor med ny teknologi kunne producere el til de tyske kunder med markant minde miljøbelastning, siger adm. direktør i DONG Energy, Anders Eldrup. Han forklarer, at DONG vil satse på to ben:


- For det første vil vi bygge effektive kulkraftværker i Tyskland som alternativ til de forældede tyske værker. For det andet arbejder vi intensivt på at finde løsninger på CO2 - problemet, blandt andet undersøger vi muligheden for at skille de skadelige gasser fra røgen og pumpe dem ned i depoter i Nordsøen, siger Anders Eldrup.

Henrik Lund, professor i energiplanlægning ved Ålborg Universitet, er enig i, at DONG's moderne kulfyrede værker kunne øge den tyske energieffektivitet markant. Men han er bekymret over tendensen til, at fokus skifter fra at udvikle mindre CO2-belastende energiformer, til fordel for CO2-lagring.


- Kulfolkene taler meget om lagring, men der er rigtig mange usikkerheder forbundet med at pumpe CO2 ned i undergrunden, og det vil blive meget dyrt, siger Henrik Lund til Information.