Det statsejede olie- og naturgasselskab DONG får i år travlt med at føre
bunkebryllupet i den danske energisektor ud i livet, men næste år er
fusionskæmpen parat til at gennemføre den længe ventede børsnotering.
Dagbladet Børsen skriver i dag, at det var signalet fra adm. direktør,
Anders Eldrup, da han i går talte på en norsk energikonference.
- 2006 vil handle meget om at lægge de seks selskaber sammen. I 2007
bliver vi børsnoteret og tager ud på store roadshows for at markedsføre
aktierne, sagde Anders Eldrup ifølge Reuters.
Lige nu forsinkes fusionen af DONG, Elsam, Energi E2, Nesa, Københavns
Energi og Frederiksberg Forsyning af EU-Kommisionens
konkurrencemyndigheder, som først 6. marts ventes at være klar med sin
bedømmelse.
Fusionen kommer til at sidde på to tredjedele af det danske energimarked,
og det har fået flere eksperter til at spå krav om frasalg, skriver Børsen.