Dansk Fjernvarme

Bush roser dansk energiteknologi

12. juni 2006 | 2006

Bush roser dansk energiteknologi

Der var ros til dansk energiteknologi fra den amerikanske Præsident, George W. Bush efter hans møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen. Det skriver Børsen.

 

- Jeg er imponeret over det faktum, at statsministeren rejser til den amerikanske vestkyst med et budskab om ny teknologi, og om Danmarks lyst til at arbejde sammen med vores venture-kapitalister og virksomheder for at fremme f.eks. energiuafhængighed og udvikle teknologier, som vil gøre det muligt for et land som vores at blive mindre afhængig af udenlandske energikilder, sagde Bush på et pressemøde.

 

Siden februar har præsident Bush fastslået, at USA skal satse på vedvarende energi og ny energiteknologi for at gøre sig mindre afhængig af olie. I vindmølleindustrien ser direktør Bjarne Lundager det som epokegørende, at dansk energiteknologi er blevet drøftet på et så højt niveau, som det var tilfældet med mødet mellem Fogh Rasmussen og Bush.

 

- Det er et signal til omverdenen om, at investeringer i vedvarende energi har højeste prioritet i verdens eneste supermagt. Det er et diplomatisk gennembrud som har uvurderlig betydning, siger han til Børsen.

 

Ud over vindmøller har en række andre teknologier amerikanernes interesse. Det drejer sig om teknologier til effektivisering af energiproduktion samt ny teknologi inden for biobrændsel, brint og brændselsceller.