Dansk Fjernvarme

Biobenzin skaber øget luftforurening

1. september 2006 | 2006

Biobenzin skaber øget luftforurening

Biler, der kører på den såkaldte biobenzin ser ud til at skabe øget luftforurening. Det konkluderer svenske forskere ifølge Ingeniøren i en ny rapport.

 

Teknikere fra det svenske Vägverk har opdaget, at der fordamper overraskende store mængder benzin fra bilernes brændstofsystemer og det omdannes til sundhedsskadelig ozon ved jordoverfladen. Forskerne påviste ved en rutinemåling af 50 køretøjer, at udslippet af flygtige organiske kulilte - også kaldet VOC - var markant større end normalt. I enkelte tilfælde 20 gange større end EU's grænseværdi.

 

Svenskerne forklarer, ifølge Ingeniøren, det ekstra udslip med, at den ethanol, der er tilsat den almindelige benzin for at gøre den til biobenzin, øger gennemtrængeligheden for dampe i bilernes brændstofsystemer. Samtidig reducerer ethanolen kulfilterets kapacitet - og det er netop kulfilteret, der skal opfange og rense udslippet for de skadelige dampe.

 

I Danmark er det indtil videre kun Statoil, der har introduceret biobenzin på markedet. Og de nye oplysninger kommer som en stor overraskelse for selskabet. Informationschef Søren Bjelka fra Statoil oplyser, at selskabet ikke kender til den svenske rapport men at Statoil omgående har sat sine teknikkere i gang med at studere sagens detaljer.

 

Samtidig vil svenskerne have EU til at undersøge sagen nærmere og forskerne opfordrer desuden bilproducenter til tage højde for problemstillingen i designet af nye biler og deres brændstofsystemer.