Svenske Vattenfall er kommet til Danmark for at blive og selskabet er kun
lige begyndt på sit danske eventyr. Det fortæller selskabets
administrerende direktør, Lars G. Josefsson, i et interview med Børsen.
- Vi vil naturligvis udbygge vores position i Danmark yderligere, og på
lidt længere sigt vil vi også bygge nye kraftværker. Over tid tror jeg vi
kan erobre en større andel af markedet, men det bliver en langstrakt
proces, siger han til avisen.
Direktøren kan dog ikke afsløre hverken detaljer er tidsrammer for
Vattenfalls udvidelsesplaner, ikke mindst fordi hele den store aftale med
DONG om Elsam, Energi E2 og en række andre energiselskaber endnu ikke er
godkendt af konkurrencemyndighederne.
Det statsejede svenske selskab med 33.000 ansatte og en omsætning på 98
milliarder danske kroner standser dog ikke sine ambitioner ved Danmarks
grænser.
Vattenfall er på udkig efter udvidelsesmuligheder over det meste af Europa.
Et væsentligt kriterium for selskabets lyst til at gå ind i nye lande, er,
at Vattenfall hurtigt kan opnå en position som nummer 1, 2 eller 3 på dette
lands energimarked.
Det betyder, at lande som Norge, Schweiz, Østrig, Tjekkiet og Polen er
mulige mål. Det gælder imidlertid ifølge Børsen også de helt store lande
England, Frankrig og Tyskland.