Dansk Fjernvarme

VVS-firmaer i ulovligt kartelsamarbejde

2. august 2005 | 2005

VVS-firmaer i ulovligt kartelsamarbejde

Berlingske Tidende har i dag sat vvs-branchen på forsiden af avisen i en artikel, der konkluderer, at branchen står for en af de største danske erhvervsskandaler.

 

Ifølge avisens oplysninger afsløres en lang række af landets vvs-firmaer - heriblandt en række af branchens største - nu i et omfattende kartelsamarbejde, der i årevis har skadet såvel privatforbrugere som virksomheder.

 

Avisen er angiveligt i besiddelse af dokumenter, der afslører kartelsamarbejdet og afdækker hvordan virksomhederne har fordelt opgaver imellem sig til opskruede priser. Et samarbejde, der ifølge avisens oplysninger, er fortsat helt frem til i dag, trods afsløringen af el-kartellet i 1998.

 

Berlingske Tidende erfarer, at Konkurrencestyrelsen og politiet sent i aftes forberedte en række aktioner mod branchen. Styrelsens direktør, Finn Lauritzen, nøjes foreløbigt med at kalde den situation, avisen beskriver for ”opsigtsvækkende og meget uheldig for forbrugerne”.

 

I avisen beskrives det i detaljer, hvordan samarbejdet mellem vvs-virksomhederne skulle være foregået. Blandt andet via møder i en københavnsk lejlighed, delvist kodede regneark og samtaler via mobiltelefoner med taletidskort har firmaerne angiveligt hjulpet hinanden med at presse priserne op til 20-25 procent i vejret og samtidig sørget for, at de på skift fik opgaverne.

 

En række topdirektører i branchen afviser overfor avisen, at kende noget til et sådant kartelsamarbejde.