Dansk Fjernvarme

Tysk marked for vindmøller svækkes på grund af uenighed mellem politikere og erhvervsorganisationer

31. januar 2005 | 2005

Tysk marked for vindmøller svækkes på grund af uenighed mellem politikere og erhvervsorganisationer

Vindmøllebranchen får stærkt voksende problemer i Tyskland, hvor en strid mellem erhvervsorganisationer og politikere om manglende godkendelser har forsinket opførelsen af tyske havmølleparker i mindst et år, skriver Børsen.

 

Det giver negative udsigter for danske eksportører af vindmøller, og problemstillingen forværres af, at der allerede sidste år var et fald i nyinstalleringer af vindmøller i Tyskland på 23 procent. Dermed overhalede Spanien Tyskland som det største europæiske marked.

 

Den tyske regering fastholder sin målsætning om, at 20 procent af strømmen skal produceres af vindmøller i 2020, men det kan blive meget vanskeligt at nå dette mål.

Udbygningen af vindenergien med havmølleparker fører til voldsomme ekstrainvesteringer, og storindustrien i Tyskland frygter så store udgifter, at chefen for energiaftagernes organisation, Manfred Panitz, forlanger ”en afskaffelse af alle privilegier for vindkraften”.

 

Skulle det blive tilfældet vil produktionen standse brat, for vindenergien er ikke rentabel uden offentlige tilskud, og udbygningen af havmølleparker vil ifølge ekspertundersøgelser stille krav om større tilskud, skriver Børsen.