I de seneste dage har placeringen af hovedsædet for det kommende DONG-Elsam
selskab været centrum for debat i pressen. I dagens udgave af Børsen
forsvarer finansminister Thor Pedersen (V) placeringen i Skærbæk.
- Der foreligger en fusionsaftale, som placerer hovedsædet i Skærbæk, og
det er den aftale, som er gældende, fastslår ministeren via sin
ministersekretær.
Thor Pedersen henviser således til den oprindelige fusionsaftale mellem
DONG og Elsam fastslog, at hovedsædet skulle placeres i Skærbæk. Men siden
er meget sket og det har fået uroen til at ulme.
Peter Høstgaard-Jensen, der skulle have været direktør for selskabet, er
trådt tilbage fra sin toppost i Elsam, selskaberne Energi E2 og
Frederiksberg Forsyning er kommet med ind under fusionen og flere
Elsam-aktionærer har solgt deres aktier fra.
Alt dette har flyttet magtbalancen over på DONGs side og på det seneste har
både DONGs bestyrelsesformand, Sven Riskær, og Elsams nyvalgte formand,
Kresten Philipsen, sagt at den oprindelige fusionsaftale måtte
genforhandles.
Det har skabt spekulationer omkring hovedkvarterets placering. Og
situationen fik tirsdag foreningen Trekantsområdet Danmark, der består af
otte kommuner i Trekantsområdet, til at sende et åbent brev til
Finansministeren.
Heri påpeger foreningen, at en flytning af hovedkvarteret til København vil
være i modstrid med regeringens planer om flytte statslige arbejdspladser
væk fra hovedstaden og de otte kommuner udtrykker frygt for, at en flytning
vil koste mange arbejdspladser med højt kvalificeret arbejdskraft.
Det er denne udmelding, Thor Pedersen imødekommer med sin klare udmelding,
der altså fastholder placeringen i Skærbæk.