Efter rørkartelsagen, der resulterede i nogle år med underskud, er Star
Pipe i Fredericia igen begyndt at tjene penge. Erhvervsbladet skriver i
dag, at overskuddet i 2004 var på 6,6 mio. kr. og at driftsresultatet blev
forbedret med 11,6 mio. kr. fra 2003 til 2004.
Virksomheden påbegyndte for to år siden en rekonstruktion, hvor man
begyndte at se nærmere på både virksomhedens produkter og på de markeder,
man solgte til.
- Den fortsatte udvikling af nyere og bedre isolerede fjernvarmerør
blev intensiveret, og selv om de er lidt dyrere, så giver det på sigt
kunderne en økonomisk fordel i form af energibesparelser, siger Star Pipe’s
direktør Klaus Skjødt til Erhvervsbladet.
Klaus Skjødt forventer et positivt resultat for 2005, der dog vil være
mindre end resultatet for 2004 på grund af konkurrencen i rørbranchen.