Fjernvarme skal være med til at sikre, at verdens energivækst kommer til at
ske på miljøvenlig forsvarlig vis.
Det lægger seks af verdens helt store nationer omkring Stillehavet op til i
en ny klimaaftale, der blev offentliggjort i går.
USA, Kina, Japan, Australien, Indien og Sydkorea står alle bag den nye
aftale, der dog er yderst kortfattet – én A4-side.
Groft skitseret er landenes strategi – i modsætning til Kyoto-aftalen -
ikke at begrænse energivæksten, men i stedet sikre, at den sker på
miljømæssig forsvarlig vis.
I stedet vil landene samarbejde om at fremme en lang række tiltag,
heriblandt nævnes altså også fjernvarme. Andre tiltag på listen er
energieffektivitet, renere anvendelse af kul, flydende gas, lagring af CO2
i undergrunden, geotermisk energi, lokale energisystemer, bioenergi og
andre vedvarende energikilder.
Ifølge dagbladet information siger aftalen, at de seks landes visioner er i
overensstemmelse med FNs rammekonvention om klima, som alle seks lande også
har ratificeret. Hovedprincippet i denne konvention er, at ”forhindre en
farlig menneskelig påvirkning af jordens klima” men ifølge avisen kommer
den nye aftale ikke med konkrete bud på, hvordan dette skal ske.
Den amerikanske viceudenrigsminister, Robert Zoellick, siger at aftalen
skal ses som et supplement til Kyoto-aftalen. Men den modtages ikke med
pæne ord hos miljøorganisationen Greenpeace.
- Det er intet andet end en handelsaftale om energiteknologier. Aftalen er
helt frivillig og nævner ikke engang reduktion af drivhusudslip. Netop
fordi den ikke lægger et loft over udslip kan den slå tilværelsen i stykker
og medføre uhørte lidelser for de mest sårbare, som netop lever i den
region, som denne absurde pagt omfatter, siger Tarjei Haaland, Greenpeace,
til Information.
De skes lande står for 48 procent af verdens energiforbrug, 49 procent af
verdens bruttonationalindkomst og 45 procent af verdens befolkning.