Når Postbudet ringer på, er det ikke nødvendigvis for at aflevere post. Årsagen kan også være, at el-måleren skal aflæses. Det gælder i hvert tilfælde de cirka 5000 husstande under postnummer 6300 Gråsten, skriver JydskeVestkysen.
Det er Energiforsyningsselskabet ESS med hovedsæde i Sønderborg og Post Danmark, der har indgået en aftale om, at postbudene i de kommende måneder skal aflæse el-måleren i alle private husstande i Gråsten-området. For ESS tjener forsøgsordningen to formål.
- Afregningssystemet bygger på, at forbrugeren selv aflæser og oplyser sit forbrug. Samtidig har vi en målsætning om at nå rundt og kontrolaflæse samtlige målere hvert 6. år, men det har vi knap nået. Med aftalen med Post Danmark kommer vi til samtlige husstande i et afgrænset område i løbet af ganske kort tid og får dermed langt større erfaringer med effektiviteten af at lave kontrolaflæsninger, siger afdelingschef hos ESS, Per Munk Jensen, til JydskeVestkysten.