Orkanen "Katarina" ramte ikke bare millionbyen New Orleans. Også
olieprisen blev påvirket af de stærke vinde.
I går rundede prisen for en tønde olie 70,80 dollars inden den sluttede
dagen på 67,25 dollars. En gallon benzin steg 6,7 procent på det
amerikanske marked og naturgasprisen 16 procent.
Orkanens ødelæggelser påvirker reelt kun en brøkdel af verdens
olieproduktion og derfor er prisudsvingene en god illustration af tidens
anspændte forhold mellem udbud og efterspørgsel på det globale
energimarked.
Stærk dansk økonomi
- Den høje oliepris er ikke bare et forbigående fænomen. Og
allerede nu ser vi så småt effekten hos de amerikanske forbrugere. Dyr olie
betyder, at de er nødt til at skære ned på andet forbrug, siger aktiechef
Leon Svejgaard Pedersen fra Nordea Investment Management til Børsen.
Ifølge samme avis preller stormens konsekvenser dog foreløbigt af på dansk
økonomi.
- Dansk økonomi har indtil videre været flot i stand til at leve med de
stigende oliepriser, og jeg tror ikke på nogen negativ spiral selvom prisen
flirter med 70 dollars. Erhvervslivet står godt rustet på grund af et lavt
energiforbrug i produktionen, og samtidig er vi nettoeksportør af olie, så
det giver et plus på betalingsbalancen og de offentlige finanser, vurderer
Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea.
Koster for familierne
Dagbladet JydskeVestkysten fokuserer dog på forsiden af dagens avis på
konsekvenserne for familien Danmark.
Avisen har fået Nykredit til at foretage beregninger på konsekvenserne for
en gennemsnitsfamilie. Resultatet viser, at de stigende oliepriser vil
koste en familierne 500 kroner mere om måneden med de nuværende priser i
forhold til prisniveauet ved årsskiftet. Fortsætter oliepriserne på det
nuværende niveau vil det altså koste en familie 6.000 kroner om året.
Avisen konstaterer dog,
som det også tidligere har været beskrevet i pressen, at
fjernvarmekunder er mindre berørt af situationen.
Danske Bank har ifølge JydskeVestkysten lavet en lignende beregning hvor
resultatet er 4.000 kroner årligt. Og denne banks chefanalytiker, Steen
Bocian, pointerer over for avisen, at familierne har råd til den dyre olie
fordi skattelettelserne har betydet at de samme familier har fået 12.000
kroner mere til rådighed end før.
Inde i avisen bringer JydskeVestkysten et mindre tema om de aktuelt høje
oliepriser. Blandt andet giver dette tema civilingeniør Kurt Risager, Dansk
Fjernvarmes, mulighed for at opsummere et par gode energiråd - for eksempel
at undgå tildækkede radiatorer, slukke radiatorerne ved udluftning og spare
på det varme brugsvand.