Dansk Fjernvarme

Olie er nu Danmarks største eksportvare

10. august 2005 | 2005

Olie er nu Danmarks største eksportvare

Ifølge Børsen viser de seneste tal, at olie nu har overhalet medicin som Danmarks eksportvare nummer et.

 

Efter at have delt førstepladsen sidste år viser de nye tal, at Danmark har solgt råolie for 16,5 milliarder kroner i perioden fra januar til maj. Medicineksporten i samme periode er på 15,9 milliarder kroner.

 

Også virksomheder inden for industri og landbrug kan ifølge avisen præstere eksportfremgang og generelt er den danske eksport steget med 9,2 procent i forhold til sidste år. Tager man olie-boomet ud er tallet stadig 6,5 procent.

 

- Prisstigningerne på olie spiller en stor rolle i eksporten, og de har samtidig ikke haft nogen dræbende virkning på opsvinget. Dansk industri er en af de mest energieffektive i verden, så økonomien klarer sig faktisk ret godt, selv når olieprisen er høj, siger chefanalytiker hos Danske Bank, Steen Bocian, til Børsen.

 

Samtidig siger chefanalytikeren, at statens indtægter fra den meget omtalte Nordsøaftale trods alt begrænses af, at den høje oliepris dæmper såvel privatforbruget som eksporten. Alligevel betyder de høje oliepriser ifølge beregninger som Danske Bank har foretaget for Børsen, at staten kan imødese en ekstra indtægt på 15 milliarder kroner i år.