Dansk Fjernvarme

OECD advarer mod fusion mellem DONG og Elsam

5. januar 2005 | 2005

OECD advarer mod fusion mellem DONG og Elsam

En fortrolig rapport fra OECD kan ende med at blive en bombe under milliardfusionen mellem DONG og Elsam.
OECD advarer nemlig som den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation direkte den danske regering mod at forsøge at score milliarder til statskassen på at fusionere det statslige DONG med Elsam, skriver Politiken.

 

I stedet anbefaler OECD-rapporten, at staten sælger sine aktier i DONG, før selskabet får lov til at fusionere med Elsam eller opkøbe andre selskaber. I en fusion med Elsam vil staten få en dobbeltrolle, fordi den kommer til at sidde på et selskab, der dominerer hele det danske energimarked, samtidig med at staten også skal holde øje med, at det samme selskab opfører sig ordentligt i konkurrencen med andre selskaber.

 

I OECD ønsker man ikke at kommentere det udkast til rapporten, som Politiken er i besiddelse af, før den endelige udgave bliver offentliggjort senere i januar måned. Først da har man fået indarbejdet blandt andet den danske regerings indvendinger mod kritikken, skriver Politiken.