Staten åbner den 6. udbudsrunde af nye arealer for efterforskning af olie
og gas i den danske del af Nordsøen, skriver Jyllands-Posten. Arealer og
vilkår ventes offentliggjort midt i maj i Den Europæiske Unions Tidende
og så skal selskaber søge inden 1. november 2005.
Transport- og Energiminister Flemming Hansen (K) har fået godkendt 6.
udbudsrunde i Folketingets energiudvalg.
Hans redegørelse gjaldt arealer, som udbydes og vilkår for tilladelserne.
- Jeg er overbevist om, at den danske del af Nordsøen stadig indeholder et
attraktivt olie- og gaspotentiale, som den nye runde skal sikre bliver
lokaliseret. Dermed forlænger vi den periode, hvor Danmark er helt eller
delvis selvforsynende med olie og naturgas, siger Flemming Hansen i en
pressemeddelelse.
Der er fundet kulbrinter i 3 af 12 efterforskningsboringer på koncessioner,
som blev udbudt i 5. runde. Der er udbygget to fund, Cecilie og Connie, men
Hejre og Svane-fundene fortsat vurderes, skriver Jyllands-Posten.