Et rekordstort antal kommuner har tilmeldt sig den landsdækkende
energisparekonkurrence, som fjernvarme-, naturgas- og elselskaber
arrangerer. 161 kommuner havde tilmeldt sig, da fristen forleden udløb.
Ikke tidligere har kommunerne udvist så stor interesse for at deltage i
energisparekonkurrencen.
Konkurrencen går ud på at være bedst til at holde hus med energien. El-,
naturgas- og fjernvarmeselskaberne stiller en præmie på 30.000 kr. på
højkant til den kommune, der har nedbragt sit energiforbrug mest det
seneste år. Præmien er et maleri og et diplom som "Årets
Energisparekommune 2005".
Der er også en præmie til den kommune, der har det laveste energiforbrug
pr. kvadratmeter bygningsareal. Præmien er en vandreskulptur og et diplom
som "Årets Energirigtige kommune 2005".
Kommunerne har tidligere været indbudt til at deltage i en lignende
konkurrence, men den har udelukkende drejet sig om kommunernes elforbrug. I
år er konkurrencen udvidet til at omfatte el-, fjernvarme og
naturgasforbruget.
Kåringen af de to vindere i konkurrencen finder sted i september på
Christiansborg.