En dansk direktør og en dansk salgschef fra LOGSTOR (tidligere Løgstør Rør)
er blevet tiltalt for at lave kartelaftaler på det tyske marked for
fjernvarmerør. Det skriver Jyllands-Posten.
Ifølge Jyllands-Posten har selskabet flere gange pointeret, at de anskuede
den verserende tyske kartelsag som en sag, der drejede sig om tyske Isoplus
og at LOGSTORs medarbejdere blot skulle optræde som vidner i sagen. Men
deres roller i sagen viser sig nu at være større end som så.
- De to medarbejdere er blevet tiltalt for at have indgået kartellignende
aftaler, lyder det i en kortfattet kommentar fra den tidligere Løgstør
Rør-direktør, Ole Bøgelund Nielsen, der også i dag er en del af LOGSTORS
direktion. Han ønsker pt. ikke at kommentere sagen yderligere.
Tiltalen mod de to medarbejdere placerer dermed på ny LOGSTOR i en sag om
karteldannelse. Selskabet var i 1998 blandt de rørproducenter, der blev
afsløret og af EU-Kommissionen dømt til at betale store million-bøder i en
omfattende kartelsag. For Løgstør Rørs vedkommende lød regningen på 66
millioner kroner.
Den sag ruller i øjeblikket videre på dansk niveau, hvor landets fire
største kommuner har sagsøgt firmaerne for at få 270 millioner kroner i
erstatning.
Ifølge de tyske anklagemyndigheder er der i den aktuelle tyske sag tiltalt
syv personer fra tre virksomheder. Ud over LOGSTORs tyske datterselskab er
det Isolplus og Brugg. Alle tre selskaber, der også var en del af
”Cirklen”, som var det navn, det gamle rørkartel gik under.
Tyske medier rapporterer ifølge Jyllands-Posten, at Isoplus-chefen Walther
Henns anses for hovedperson i sagen, der starter i Landsretten i München på
mandag. Først på retssagens første dag vil statsadvokaten offentliggøre sit
anklageskrift.