Konkurrencestyrelsens folk rykkede med dommerkendelser i hånden i går ud på
kontrolbesøg på hovedkontorerne for Energi E2 og Elsam.
Aktionstypen kaldes populært for ”dawn raids” fordi styrelsen kommer
uanmeldt fra morgenstunden og forlanger adgang til papirer og andre
oplysninger. Ifølge Børsen fører cirka halvdelen af Konkurrencestyrelsens
aktioner til egentlige sager.
Myndighederne ønskede, at undersøge om selskaberne misbruger deres
dominerende stilling, dels i forbindelse med indkøb af halm og dels ved
salg af el. Konkurrencestyrelsen har en formodning om at selskaberne
presser indkøbsprisen på halm, koordinerer adfærd og misbruger deres
dominerende stilling på el-markedet.
Konkurrencestyrelsen kommenterer principielt ikke sådanne sager på dette
tidspunkt i forløbet, blandt andet fordi aktionen kan ende med en
kriminalsag. Begge selskaber afviser imidlertid, at der er noget hold i
Konkurrencestyrelsens mistanke.
- Der er ikke nogen grund til at anfægte E2’s adfærd, og vi samarbejder
aktivt med myndighederne om at besvare deres spørgsmål, siger E2’s
administrerende direktør Torkil Bentzen, på selskabets hjemmeside.
Også Elsams administrerende direktør, Peter Høstgaard-Jensen føler sig på
sikker grund.
- Vi føler ikke, vi udnytter nogen dominans. Det er vores kerneforretning
at sælge el til de bedste priser i fuld respekt for
konkurrencemyndighederne og vores aktionærer. Og der er situationer, hvor
vi har mulighed for at rette vores priser efter de bedste i udlandet, siger
han til Børsen.
Overpris på flere milliarder
Hos Foreningen af Slutbrugere af Energi er formand, Peter M.
Nielsen (der også er underdirektør i Danisco), glad for myndighedernes
interesse for energisektoren.
- Vi er meget tilfredse med, at Konkurrencestyrelsen går så kraftfuldt ind
i sagen. De danske forbrugere og virksomheder betaler skønsmæssigt to-tre
milliarder kroner i overpris for strømmen i sammenligning med priserne i de
andre nordiske lange, siger han.
Også foreningen Danske Halmleverandører er utilfreds med Elsam og Energi
E2.
- Vi mener, at selskaberne forsøger at presse de enkelte leverandører,
efter at der er indhentet tilbud fra landmændene, siger foreningens
formand, Hans Stougaard, til Børsen.