Dansk Fjernvarme

Konkurrencestyrelsen blåstempler el-selskabernes bredbåndsplaner

7. september 2005 | 2005

Konkurrencestyrelsen blåstempler el-selskabernes bredbåndsplaner

El-selskaberns omfattende planer om at etablere sig på markedet for bredbånd har i de seneste seks måneder været undersøgt af Konkurrencestyrelsen. Og den længe ventede rapport blåstempler selskabernes planer og afviser dermed at de udgør en risiko for Danmarks knap tre millioner private el-kunder.

 

- Vi er glade for, at det har vist sig, at reguleringen er så solid på dette område. Hvordan det end går, kan el-kunderne hverken komme til at tjene eller tabe penge på dette her, siger Niels Rytter, kontorchef i Konkurrencestyrelsen, til Jyllands-Posten.

 

Danmarks 131 el-selskaber havde med udgangen af 2004 en opsparet formue på 68 milliarder kroner – penge, der er kommet ind gennem årene via forbrugernes betalinger. Ifølge styrelsens undersøgelse har 39 el-selskaber planer om at bruge 9,5 milliarder kroner på at nedgrave fiberkabler til knap en million danske husstande.

 

TDC: Dårligt håndværk
Men blækket i Konkurrencestyrelsens rapport er knap tørt for kritikken hagler ned over den. Det skriver Jyllands-Postens i dag.

 

- Det er nemt nok for selskaberne at fremvise en sund business case, når de forventer en flad prisudvikling i fremtiden, samt at 40-60 procent af alle husstande i ens lokalområde vil tilslutte sig, siger John Strand, administrerende direktør i teleanalysefirmaet Strand Consult.

 

Også TDC, der kan imødese konkurrence, hvis el-selskabernes planer føres ud i virkeligheden, kritiserer også rapporten i skarpe vendinger. Blandt andet kalder TDC den ifølge avisen for dårligt håndværk og spild af danske skattekroner.

 

- Vi havde håbet og forventet, at man havde lavet en grundig undersøgelse. I stedet har Konkurrencestyrelsen fuldstændig ukritisk taget de oplysninger, som el-selskaberne har indrapporteret og draget nogle konklusioner ud fra det, mener Kim Frimer, direktør i TDCs fastnetselskab, TDC Totalløsninger.

 

Politisk kritk
Også fra politisk side er der kritik. Dansk Folkeparti vil rejse sagen overfor flere berørte ministre.

 

- Det er el-kunderne, der har betalt pengene. Derfor er det også dem, der skal have gavn af pengene. Men hvad får fru Jensen ud af, at der nedgraves titusindvis af kilometer fiberkabel, hvis ikke hun er interesseret i at koble sig op på Internettet?, spørger Dansk Folkepartis teleordfører, Jørn Dorhmann, der mener at pengene bør bruges på enten at sænke el-priserne eller på andre el-aktiviteter.

 

Finansminister Thor Pedersen (V) har tidligere rejst spørgsmålstegn ved det rimelige i, at teleselskabernes opsparede penge bruges på bredbånd.