Kolind Fjernvarmeværks forbrugere kan glæde sig over, at varmeprisen nu
bliver sat ned. Det sker efter en afgørelse i Energitilsynet, som fastslår,
at Kolind Halmvarmeværk A.M.B.A. har krævet for meget for den varme, der er
leveret til Kolind Fjernvarmeværk a.m.b.a.
Halmvarmeværket ejes af en kreds af halmleverandører, som også leverer al
den halm, som værket bruger ved produktion af varme.
Fjernvarmeværket havde indsendt en klage til Energitilsynet som fandt, at
den pris for halm, som halmleverandørerne fastsatte, var kommet for højt
op. Tilsynet vurderede, at merprisen ikke kunne anses for en nødvendig
udgift for produktionen af varme.
Efter afgørelsen kan der fremover ikke indregnes priser for halm i
afregningsprisen fra halmvarmeværket, som er højere end gennemsnitsprisen i
Dansk Fjernvarmes kvartalsvise brændselsprisstatistik, hvis værket køber
halmen hos ejerkredsen.
Tilsynet tog desuden stilling til andre forhold i halmvarmeværkets
prisfastsættelse. Afgørelsen betyder samlet, at varmeprisen for Kolind
Fjernvarmeværk a.m.b.a.'s kunder vil blive lavere.
Afgørelsen findes på Energitilsynets hjemmeside www.energitilsynet.dk under
afgørelser og praksis/varme.