Dansk Fjernvarme

Storfusion efterlader københavnske elkunder med kæmpe regning

6. december 2005 | 2005

Storfusion efterlader københavnske elkunder med kæmpe regning

Borgere og virksomheder i København kommer nu til at mærke konsekvenserne ved den store danske energifusion og DONGs opkøb i den danske energisektor.

 

Som en direkte konsekvens af Københavns Kommunes salg af el-aktiviteterne i Københavns Energi til DONG stiger taksterne med 92 millioner kroner, svarende til 14 procent. Og bliver fusionen godkendt i EU har DONG varslet endnu en stigning på 100 millioner kroner i 2007. Det skriver Børsen i dag.

 

- Da vi købte Københavns Energi, præsenterede selskabet selv forhøjelsen som en af forudsætningerne. Derfor kommer der i 2006 en prisstigning, som KE selv har lagt ind for at opnå den bedst mulige pris, forklarer DONGs informationschef, Peter Arnfeldt.

 

På den baggrund har politikerne i Miljø- og Forsyningsudvalget indstillet til den optalte prisstigning på 14 procent, der i praksis sker i form af en stigning fra 35,10 øre per kWh til 40,01 per kWh.

Københavns Kommune fik 4,7 milliarder kroner for el-aktiviteterne i Københavns Energi.

 

Men de stigende udgifter til københavnerne stopper ikke her - også vandregningen bliver markant dyrere i fremtiden.

 

Forsyningsudvalget har ifølge Børsen banet vejen for stigninger på henholdsvis 40 og 62 procent for vand og afløb. Det anslås til at betyde en ekstraregning på 2.234 kroner om året for en familie på fire med et vandforbrug på 170 kubikmeter.