Københavns Kommune planlægger at opføre op imod 1.000 boliger ganske tæt
ved H. C. Ørstedsværket - også selvom både miljømyndigheder og brandvæsen
anbefaler det modsatte. Det skriver Berlingske Tidende i dag.
Hverken værkets ejer, Energi E2, eller Københavns Brandvæsen vil udelukke
risikoen for en gaseksplosion ved værket selvom den betegnes
som minimal. Hovedbekymringen retter sig mod at der ved gravearbejde
kunne slås læk i den store naturgasledning, der forsyner værket med energi.
Selvom risikoen for en eksplosion altså regnes for uendelig lille ville
konsekvensen hvis det skete være så voldsom, at brandvæsnet ikke kan
anbefale at bygge boliger i nærheden.
Derudover er værket kategoriseret i den alvorligste gruppe af forurenende
virksomheder og på den baggrund har Miljøministeriet anbefalet at boliger
holdes mindst 500 meter væk.
Samtidig er manglen på boliger imidlertid et af de helt store temaer i
hovedstaden. Og området omkring kraftværket byder på gode muligheder for
nybyggeri. Det dilemma tygger Københavns Kommune videre på og der er nu sat
flere undersøgelser i gang.