Dansk Fjernvarme

Københavns Energi sat uden for topledelse i nyt energiselskab

29. september 2005 | 2005

Københavns Energi sat uden for topledelse i nyt energiselskab

DONG har sat sig tungt på ledelsen af det kommende danske gigantselskab, der skabes ved en sammenlægning af DONG, Elsam, Energi E2, Frederiksberg Forsyning, Nesa og el-aktiviteterne i Københavns Energi.

 

Netop Københavns Energi vurderes i dagens udgave af Børsen til at være den store taber i chefkabalen. Ikke en eneste chefpost er det blevet til for det københavnske selskab, når det gælder ledelsesposter på niveau 1 og 2.

 

Den absolutte topledelse på niveau et består af fire DONG-folk med Anders Eldrup i spidsen samt en enkelt person fra henholdsvis Elsam, Energi E2 og Nesa. Her er ikke pladser til Frederiksberg Forsyning og Københavns Energi.

 

På chefniveauet lige under, altså niveau 2, er der udpeget 44 chefer. 25 er fra DONG, syv fra henholdsvis Elsam og Energi E2, fire fra Nesa, en enkelt fra Frederiksberg Forsyning og altså ingen fra Københavns Energi.

 

Beslutningen om ikke at finde plads til Københavns Energi i topledelsen undrer professor og ekspert i ledelse, Anders Drejer, fra Handelshøjskolen i Århus.

 

- Det er virkelig påfaldende, at Københavns Energi er helt udenfor, konstaterer han over for Børsen.

 

Koncerndirektør Poul Lind, der har ansvaret for Københavns Energi i det nye selskab, mener dog ikke, at der nødvendigvis er tale om et problem.

 

- Tager man det nye selskab med en omsætning på 30 milliarder kroner er der ikke noget galt i, at et enkelt selskab ikke kan levere chefer på det niveau. Hertil kommer, at nogle af direktørerne i Københavns Energi bliver i Københavns Kommune og ikke følger med i fusionen. Når vi bliver færdige med at sætte navne på cheferne på niveau tre vil der være flere ansatte med fra Københavns Energi, siger han til Børsen.

 

Københavns Energis direktør, Jes Bertelsen, vil ikke kommentere ledelsessammensætningen i det nye selskab før der er sat navn på cirka 120 niveau chefer på niveau tre. Det forventes at ske midt i oktober.