Dansk Fjernvarme

Jyllands-Postens leder: Hvad foregår der i regeringen?

12. september 2005 | 2005

Jyllands-Postens leder: Hvad foregår der i regeringen?

I en skarp leder langer Morgenavisen Jyllands-Posten ud efter den siddende regerings skatte- og energipolitik. En politik, der får avisen til at indlede med spørgsmålet: Hvad foregår der i regeringen?

 

Baggrunden er blandt andet regeringens blokade for at der kan bruges mere biobrændsel i den danske kraftvarmeproduktion. En sag, selv samme avis satte fokus på i fredags med en artikel på forsiden, hvor også Dansk Fjernvarme blev hørt om sit syn på sagen.

 

- Verden er vidne til det hidtil alvorligste energiprischok i det seneste kvarte århundrede. Alligevel skovler statskassen rekordstore ekstraindtægter hjem på energi samtidig med at regeringens medlemmer prædiker ”skattestop”, selvom det aldrig har klinget mere hult end netop nu, skriver avisen.

 

Politisk hykleri
Lederens kalder regeringens håndtering af situationen med de høje energipriser for ”politisk hykleri.

 

Først kritiserer lederen regeringen for ikke at føre statens merindtægter fra de høje oliepriser tilbage de borgere, der lider under de høje priser. Dernæst vender lederen blikket mod spørgsmålet om biobrændsler.

 

- Hykleriet bliver ikke mindre af, at regeringen som omtalt i avisen fredag forbyder de lokale kraftvarmeværker at øge forbruget af billigt biobrændsel i stedet for den meget dyre naturgas, selv om dansk landbrug hvert år har mere end én million tons halm til overs (…) Åbenbart er det bedøvende ligegyldigt, at miljøet får det bedre, og at Danmark bidrager aktivt til at mindske presset på den globale energiforsyning, skriver Jyllands-Posten.

 

Senere i lederen rundes af med følgende konklusion:

 

- Energiprischokket kalder på tiltag, der både mildner luften for et af verdens hårdest beskattede folk og samtidig baner vejen for øget anvendelse af biobrændsel, herunder brugen af biobrændstoffer inden for transportsektoren. Med sin rigide skattepolitik lægger regeringen ikke blot gift for dansk økonomi, men sender også det klare signal til borgerne, at intet er vigtigere end at kradse mest muligt hjem i skat. Det er ubegribeligt.

Læs hele Jyllands-Postens leder her.