Hvis det står til Miljø- og teknikudvalget i Hammel Kommune, så skal et
kommende boligområde i Vadsted have varmen leveret fra Hammel Fjernvarme.
Udvalget har modtaget forslag fra både Naturgas Midt/Nord og Hammel
Fjernvarme omkring opvarmning af det nye boligområde og politikerne valgte
altså at anbefale fjernvarmen.
- Fjernvarmen fra Hammel Fjernvarme er både billigst og bedst. Det er
selvfølgelig ikke mindst fjernvarmens affaldsafbrænding, der gør
fjernvarmen rigtig konkurrencedygtig - ikke mindst prismæssigt - i Hammel,
siger udvalgets formand, Gerda Dremstrup (V), til Midtjyllands Avis.
Udvalgets anbefaling gælder dog i første omgang kun 1. etape af udstykning
og både Hammel Fjernvarme og Naturgas Midt/Nord har nu fået
projektforslaget og udvalgets anbefaling til høring i fire uger.