Dansk Fjernvarme

Høje oliepriser giver DONG økonomisk medvind

31. august 2005 | 2005

Høje oliepriser giver DONG økonomisk medvind

Selvom DONG har produceret mindre olie sørger det høje prisniveau for at virksomheden kan opjustere sine forventninger til det samlede resultat når 2005 i sin tid skal gøres op. Det skriver dagbladet Børsen i dag.

 

En halv milliard kroner har DONG opjusteret forventningerne med og det statsejede danske energiselskab kalkulerer nu med et samlet 2005-overskud på 2,2 milliarder kroner. Fremgangen skyldes ifølge Børsen dog ikke alene de høje oliepriser – også lavere skattesatser og en engangsindtægt på NESA-aktier har lunet i budgettet.

 

- Det er glædeligt, at vi kommer så godt økonomisk fra start med en solid udvikling, mens vi står midt i den store proces med at lægge de mange selskaber sammen, siger DONGS formand, Fritz Schur til Børsen.

 

Som et resultat af de sidste års heftige forhandlinger, opkøb og fusioner i den danske energisektor kommer DONG i fremtiden også til at rumme milliard-aktiver i selskaberne Elsam, Energi E2, NESA, Københavns Energi og Frederiksberg Forsyning. Flere af disse selskaber har på det seneste også afleveret positive halvårsregnskaber.