De tårnhøje energi-priser får nu gartnerierhvervet til opfordre politikerne
til at afskaffe CO2-afgiften. Formanden for dansk Erhvervsgartnerforening,
Poul Thage Pedersen, sagde i sin beretning på generalforsamling i går i
Vejle, at for gartnerne er energipriserne et rigtig stort problem, skriver
Erhvervsbladet.
- Energiomkostningerne udgør en stor del af de samlede driftsomkostninger i
gartneriet, og de stigende olie- og gaspriser rammer derfor
gartnerierhvervet hårdt økonomisk, sagde Poul Thage Pedersen.
- Der mangler ikke vilje i erhvervet til at reducere energiforbruget, men
det er vigtigt, at man samtidig politisk understøtter disse initiativer,
sagde han.
DEC rettede sidste uge henvendelse til både skatteministeren og
energiministeren og opfordrede til at gøre opfyldelsen af Danmarks
ambitiøse klimamålsætninger til en national opgave frem for at lade
virksomhederne betale regningen, skriver Erhvervsbladet.