Dansk Fjernvarme

Fusion mellem DONG og Elsam kan ende i EU

11. januar 2005 | 2005

Fusion mellem DONG og Elsam kan ende i EU

Fusionen mellem DONG og Elsam kan ende på bordet hos EU-Kommissær Neelie Kroes med ansvar for konkurrenceområdet. Det sker hvis fusionen opfylder de formelle krav for at blive behandlet i EU-systemet, eller hvis Konkurrencestyrelsen føler, at det politiske pres fra Christiansborg for at godkende fusionen er for voldsomt, skriver Børsen.

 

Der er forskellige holdninger til, om det er en fordel eller en ulempe, hvis afgørelsen skal træffes i Bruxelles, men det er helt sikkert, at EU-Kommissionens afslag på en energifusion i Portugal fra december og en dugfrisk kommissionsredegørelse om liberaliseringen af energimarkedet i EU vil få betydning. Her demonstreres der nemlig en stram kurs overfor fusioner i energisektoren.

 

Adm. direktør i Elsam, Peter Høstgaard-Jensen, tager imidlertid den portugisiske afgørelse med sindsro.
- Den portugisiske sag, som jeg dog ikke kender i detaljer, forskrækker mig ikke. DONG-Elsam er en integreret del af det nordiske energimarked, siger han til Børsen og mener, at de to sager ikke kan sammenlignes fordi Portugal er mere isoleret.