Dansk Fjernvarme

Forening af slutbrugere advarer mod storfusion

14. april 2005 | 2005

Forening af slutbrugere advarer mod storfusion

Udsigten til en dominerende aktør i den danske energisektor i form af en fusion mellem DONG, Elsam, Københavns Energi og kraftværkselskabet Energi E2 får nu Foreningen af Slutbrugere af Energi (FSE) til at reagere.

 

Foreningen har sendt et åbent brev til Konkurrencestyrelsen, hvor den udtrykker sin betænkelighed ved situationen.

 

- Vi har naturligvis ikke noget imod, at der udvikles store og effektive danske virksomheder, som kan gøre sig gældende internationalt. Betænkelighederne skyldes alene en frygt for, at den stærke koncentration, som vil blive resultatet af overdragelsen, vil være ødelæggende for konkurrencen på det danske energimarked, skriver foreningens formand, Peter M. Nielsen i brevet.

 

FSE kommer i det åbne brev med en række forslag til betingelser, som foreningen mener, at Konkurrencestyrelsen bør stille til selskaberne for at godkende fusionen. Et par af dem er:

 

• Der skal ske en adskillelse af kommercielle aktiviteter og monopolaktiviteter. Det betyder, at ejerandelene i bl.a. NESA Net, KE Net og DONG Distribution må frasælges. Det vil også være i overensstemmelse EU's direktiv om det indre marked for energi.

 

• Der skal ske et frasalg af kraftværksenheder i størrelsesordenen 1.000 MW.

 

• Enhver kraftværksenhed, der planlægges nedlagt, skal udbydes til salg.

 

FSE organiserer cirka 35 af landets energitunge virksomheder.