Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået aftale om fiansloven for 2006.
Aftalen sænker afgiften på både kraftvarmeværkers brug af kedler
og anvendelsen af industriel overskudsvarme. Pensionisterne får
reguleret varmehjælpen noget hurtigere, momsfristen i august forskydes af
hensyn til sommerferien og endelig er der penge til biobrændstoffer.
Herunder følger de relevante afsnit fra "Aftale om
finansloven for 2006" af 7. november 2005:
"Bedre energiudnyttelse og mindre forurening
Parterne ønsker at forbedre energiudnyttelsen og mindske
forureningen ved at sikre bedre incitamenter for den danske el- og
varmeproduktion gennem en ændring af energiafgifterne for
kraftvarmeværkerne.
De nuværende afgiftssatser giver i nogle situationer anledning til for stor
el-produktion hos kraftvarmeværkerne. Samtidig afskærer afgiftssatserne
værkerne fra at bruge el til varmeproduktion selv på tidspunkter, hvor
elmarkedsprisen er lav.
Parterne er derfor enige om at sænke afgiften for kraftvarmeværkers
produktion af varme uden samtidig el-produktion, uanset om varmen
produceres på el, kul eller gas. Med henblik på at elprisen for
elforbrugerne holdes uændret, er parterne endvidere enige om, at
CO2-afgiften på el nedsættes med gennemsnitligt 0,3 øre/kWh.
Justeringen betyder, at der rettes op på uhensigtsmæssigheder i
afgiftsstrukturerne, og der opnås markante miljømæssige fordele i form af
reduktioner af udledningerne af CO2 fra EU med netto 0,4 mio. tons samt NOx
og SO2 med henholdsvis 3,9 mio. kg og 0,5 mio. kg. Forslaget medfører
samlet set en betydelig samfundsmæssig gevinst, selv når der tages højde
for et provenutab på statens afgiftskonti på i gennemsnit 75 mio. kr.
årligt.
De fulde gevinster - både miljømæssigt og økonomisk - forudsætter en
mindre justering af PSO-reglerne. PSO-området er forligsbundet, og
regeringen vil derfor senere optage drøftelser herom med
PSO-forligskredsen.
Afgiftslempelse vedr. overskudsvarme
For at sikre øget udnyttelse af industriel overskudsvarme lempes afgiften
på overskudsvarme, som afsættes eksternt, fra 55 pct. til 40 pct. af
vederlaget. Provenutabet skønnes til 15 mio. kr. årligt.
Varmehjælp
Parterne er enige om, at reguleringen af varmetillægget i 2006 i
højere grad bør afspejle den aktuelle energiprisudvikling, således at
pensionisterne i videst muligt omgang friholdes for merudgifter, der
skyldes forsinkelsen i reguleringen af varmetillægget.
Med de gældende regler for varmetillæg kompenseres der for udsving i
varmeprisen, men dette sker med en vis forsinkelse. De aktuelle høje
oliepriser indebærer en risiko for, at pensionisterne vil kunne opleve, at
varmetillægget i 2006 ikke modsvarer varmeudgifternes niveau i den kommende
vinter.
Det skønnes, at en regulering med et mere aktuelt prisniveau isoleret set
vil medføre merudgifter i forhold til de eksisterende regler på 18 mio. kr.
i 2006.
Udskydelse af momsfrister
Flytningen af skolernes sommerferie kan medføre et ønske om at rykke
sommerferien i den enkelte virksomhed. Det kan vanskeliggøre overholdelse
af momsbetalings-fristerne i første del af august. Parterne er enige om, at
momskredittiderne i første halvdel af august forlænges med 7 dage, således
at fristen for store virksomheders momsafregning for juni udskydes til 17.
august, og at fristen for mellemstore virksomheders momsafregning for 2.
kvartal udskydes til 17. august. Små virksomheder skal angive og afregne
moms vedrørende 1. halvår senest d. 1. september og har således allerede
særligt lange momsfrister. De længere momskredittider giver et årligt
provenutab på cirka 42 mio. kr.
Pulje til initiativer vedrørende biobrændstoffer
Parterne er enige om, at brugen af biobrændstoffer til transport
skal øges som led i en forsøgsordning. Dette gøres ved at fokusere på
biodiesel, som blandt andet kan produceres på raps. For at modvirke de
økonomiske tab ved anvendelse af bio-brændsler anvendes i alt 60 mio. kr. i
2006-2008 til at gennemføre forsøgsordninger, så en eller flere afgrænsede
flåder af køretøjer (fx kollektiv transport, køretøjer i den offentlige
sektor) skal anvende en vis mængde biodiesel.
Udover ovennævnte pulje til en forsøgsordning med biodiesel er der også
behov for at fremme udbredelsen af alternative drivmidler på længere sigt.
Der ydes løbende støtte til forskning og udvikling i nye avancerede
biobrændstofteknologier. Senest er der med aftalen om udmøntning af
UMTS-provenuet 2006-2008 afsat midler til forskning i vedvarende energi.
Fokusering og fremme af forskningen på området vil styrke
teknologiudviklingen og på længere sigt brugen af alternative
drivmidler (fx biobrændstoffer, naturgas eller brint)."
Hele finanslovsaftalen kan hentes på Finansministeriets hjemmeside.