Byrådspolitikerne i Hobro Kommunes tekniske udvalg tæller på knapper i
øjeblikket. Siger de ja til en ny varmeplan, kan overskudsvarmen fra byens
forbrændingsanlæg, Fælles Forbrænding, forsyne en hel bydel med fjernvarme.
Problemet for politikerne er, at udvidelsen af fjernvarmeområdet vil ske på
bekostning af Naturgas Midt/Nord, der i øjeblikket leverer varmen til det
pågældende område. Derfor har gasselskabet truet Hobro Kommune med et
erstatningskrav på 16 millioner kroner, hvis varmeplanen, skriver Nordjyske
Stiftstidende.
Sagen er af stor principiel betydning for Naturgas Midt/Nord, der frygter
at sagen vil danne præcedens for lignende konflikter andre steder i landet.
Også for I/S Fælles Forbrænding er udfaldet afgørende. Vedtagelsen af
varmeplanen vil nemlig give mulighed for at opfylde et krav fra
Energistyrelsen om at værket skal udnytte sin overskudsproduktionen af
varme.
Hobro Varmeværk, der ejer fjernvarmenettet, regner ikke umiddelbart med at
tjene på udvidelsen af fjernvarmeområdet.
- Vi står 100 procent bag projektet, for vi kan ikke være interesserede i,
at Fælles Forbrænding har overskudsvarme, som ikke udnyttes, siger værkets
formand, Jørgen Hammer Sørensen til Nordjyske Stiftstidende.
Teknisk Udvalg drøfter sagen på sit næste møde, og vil derefter komme med
en indstilling til byrådet, der i sidste ende skal tage ansvaret for
beslutningen.