På otte år er den danske eksport af produkter til fremstilling og
distribution af energi fordoblet fra 17 til 35 milliarder kroner. Det viser
tal fra Dansk Industri, skriver Børsen.
- Tallene viser, at energiområdet er et sandt vækstmarked med et stort
potentiale for Danmark, siger Jens Holst-Nielsen, chefkonsulent i
branchefællesskabet Energi Industrien under Dansk Industri, til Børsen.
Dansk Industris analyse bygger på en gennemgang af en række varegrupper i
den danske eksport, som på hver sin måde retter sig mod energisektoren –
for eksempel pumper, vindmøller og fjernvarmerør. Avisen bemærker, at der
er en hvis usikkerhed i rapporten fordi det ikke er sikkert, at produkter
rent faktisk anvendes til energiformål. Men avisen konkluderer samtidig, at
tallene klart indikerer en stigning i eksporten af energiteknologi.
Jens Holst-Nielsen forklarer blandt andet udviklingen ved et globalt
stigende energiforbrug samtidig med, at Danmark har satset på at
effektivisere både energiproduktion og energiforbrug. Det kan have fået
udlandet til at se nærmere på de kernekompetencer inden for energiområdet,
Danmark har skabt.
Han mener dog, at det er nødvendigt at afsætte flere offentlige midler til
forskning inden for området, hvis ikke Danmark skal gå glip af store
gevinster i fremtiden.
Dansk Industris opgørelse af energieksporten omfatter ikke salg af
elektricitet og brændstof.