Energinet.dk, der er det selskab, der sørger for at strømmen og gassen kan
komme ud til forbrugerne via ledningsnettet, bygger nyt hovedkontor,
skriver JyskeVestkysten. Det bliver i Erritsø tæt på Fredericia og
motorvejen. Placeringen bliver kun få kilometer fra det nuværende
hovedkvarter, der ligger i Skærbæk.
- Vi har behov for at bygge et nyt domicil med henblik på at få plads
til alle medarbejdere og aktiviteter i det nye selskab, Energinet.dk.
Derfor er vi glade for at have fundet en grund, som opfylder vores
grundlæggende krav om at være placeret tæt på motorvejsnettet, tæt på
centrale offentlige transportmidler og tæt på det nuværende domicil i
Skærbæk, siger Peder Ø. Andreasen, adm. direktør i Energinet.dk. Grunden er
på 13,5 hektar.
- Med købet af grunden har vi nu mulighed for at opføre et nyt
domicil, som kan rumme samtlige godt 400 medarbejdere, dække behovet for
lagerplads og værksteder samt omfatte et fælles kontrolrum. Samtidig får vi
mulighed for at skabe en moderne og udviklingsorienteret arbejdsplads,
forsætter Peder Ø. Andreasen. Byggeriet går nu i gang – og ventes
indflytningsklar 1. oktober. 2007, skriver JyskeVestkysten.