Dansk Fjernvarme

Energinet.dk vil sætte fart i udvidelser af nettet

15. februar 2005 | 2005

Energinet.dk vil sætte fart i udvidelser af nettet

Den sidste uges begivenheder har betydet, at meget store dele af den danske energisektor er blevet samlet i DONG-Elsam. Flere parter har i den sammenhæng kritisk argumenteret for, at det vil føre til mangel på konkurrence på det danske marked.


Og situationen får nu formanden for Energinet.dk, Niels Fog, til at sætte skub i udbygningen af ledningsnettet i det håb, at man dermed kan skabe mere konkurrence. Det skriver dagbladet Børsen.

 

Det statsejede selskab Energinet.dk har siden årsskiftet haft ansvaret for det overordnede net af ledninger og rør til transport af strøm og gas i Danmark. Selskabet er i øjeblikket ved at etablere sig som en samling af driften af energitransmissionen fra selskaberne Gastra, Eltra og Elkraft.

 

- Med den seneste udvikling i sektoren, hvor hele den danske energiproduktion er samlet under én hat, har vi en forpligtigelse til at sikre konkurrence fra andre udbydere - både når det gælder el og gas. Vi skal sikre fri konkurrence og et stort udbud af reservekapacitet på markedet, siger Niels Fog til Børsen.

 

Niels Fog forklarer, at der er investeringer i milliardklassen på vej for at nå det mål. Han peger på et strømkabel under Storebælt og en udbygning af forbindelserne til udlandet som sandsynlige projekter.

 

- Det skal Energinet.dk i gang med nu, så forbrugerne kan få ordentlige priser, fastslår Niels Fog.

 

Energinet.dk udpegede for nylig sin nye direktør og valget faldt på den 49-årige Peder Østermark Andresen, der blandt andet har en fortid som direktør i TDC. I Eenrginet.dk får han ansvaret for en virksomhed med 450 ansatte og en omsætning på 10 milliarder kroner.