SFs energipolitiske ordfører, Anne Grete Holmsgaard, forlanger nu en
uddybende forklaring fra Transport og Energiminister Flemming Hansen (K) i
sagen om varmesektorens manglende muligheder for at udnytte mere
biobrændsel. Det skriver bladet Ingeniøren på sin hjemmeside.
Ministeren har i et brev til Anne Grete Holmsgaard afvist at genåbne et
hjørne af sidste års store energiforlig for at give grønt lys for mere grøn
energi i fjernvarmesektoren. Derfor vil SF´eren nu vide, hvad ministeren så
har tænkt sig at gøre for at øge brugen af biobrændsler. Nu har hun kaldt
Flemming Hansen i samråd, onsdag den 12. oktober.
- Det er en fremstrakt hånd og det skal også ses i lyset af, at Venstres
energiordfører mener, at der er behov for at se på dette område, siger hun
til Ingeniøren. Dermed hentyder hun til, at venstres Lars Chr. Lilleholt
tidligere over for Jyllands-Posten har erkendt, at bekendtgørelsen, der
regulerer området ” nok ikke er det smarteste der er lavet”.
Anne Grete Holmsgaard har stillet tre samrådsspørgsmål til ministeren:
-
Han skal redegøre for, hvad han vil gøre for at fremme anvendelse af
biobrændsler i transportsektoren.
-
Det andet spørgsmål går på anvendelsen af biobrændsler i
kraftvarmeproduktion samt muligheden for at kombinere
kraftvarmeproduktion med bioethanol.
-
Det sidste spørgsmål går på, at EU-Kommissionen har sendt Danmark en
åbningsskrivelse, fordi målet om anvendelsen af biomasse i
transportsektoren herhjemme er sat lig nul.