Danmarks nye Transport- og Energiminister, Flemming Hansen (K), var i går
til møde i Det Internationale Energiagentur (IEA) og især de høje
oliepriser og konsekvenserne af dem var på dagsordenen.
Prisniveauet skader væksten og der er akut behov for at begrænse
efterspørgslen efter energi og satse på alternative energikilder. Sådan lød
konklusionen efter mødet ifølge Politiken.
Den danske energiminister mener dog ikke på den baggrund, at tiden er inde
til indgreb over for de danske forbrugere og virksomheder. Prisen klarer
indtil videre selv den nødvendige justering af forbruget, mener han.
- De høje priser betyder, at virksomhederne i forvejen er ekstremt
opmærksomme på problemet. De er simpelt hen nødt til at reagere, siger han.
Energiministeren har dog tvunget statsvirksomheder til at opstille klare
mål for energireduktioner, som det er tanken skal offentliggøres på
Internettet. Og her forventer minister ”ret betydelig reduktioner”.
Flemming Hansen afviser desuden, i modsætning til flere af hans kolleger i
andre lande, at atomkraft er en mulighed i Danmark. Der skal satses på
vindkraft, fastslår han.