Dansk Fjernvarme

Energi E2 står for første danske handel med CO2-kvoter

19. januar 2005 | 2005

Energi E2 står for første danske handel med CO2-kvoter

Energi E2 har solgt 100.000 CO2-kvoter til Shell og blev således ifølge dagens udgave af Børsen det første danske selskab der handlede CO2-kvoter.

 

Handel med kvoter ventes at blive et vigtigt fokusområde for virksomheder i fremtiden eftersom kravene til at begrænse udledningen af CO2 skærpes.

 

Energi E2s kommunikationschef, Marianne Grydgaard, erkender overfor avisen, at det kan blive nødvendigt for selskabet at købe kvoter tilbage igen senere på året, hvis ikke E2 skal risikere at komme ud i en dyr overskridelse af selskabets loft for CO2-udledning.

 

- Men vi er tidligt på året, og vi tror det vil være muligt at tilbagekøbe kvoter til en lavere pris senere, hvis det altså skulle vise sig at blive nødvendigt, forklarer hun.

 

De 100.000 kvoter svarer til rettigheden til at udlede en tilsvarende mængde CO2 i tons. Handlen med kvoter foregår via en fælles europæisk børs og prisen på en kvote ligger for tiden mellem 6 og 7 euro. Dermed er E2s indtægt på handlen cirka fem millioner kroner.

 

Der handles i øjeblikket omkring 500.000 kvoter om ugen på europæisk plan.