Dansk Fjernvarme

Energi E2 bag spansk milliard-investering

16. marts 2005 | 2005

Energi E2 bag spansk milliard-investering

For at øge værdien og sprede risici vil det danske energiselskab ENERGI E2 i løbet af de næste ti år investere op mod 15 mia. kr. i vind- og vandkraft i udlandet, skriver Berlingske Tidende. Alene sidste år blev der investeret en lille milliard i udenlandske projekter, heraf blev ca. 800 mio. kr. investeret i Spanien, hvor ENERGI E2 også forventer at investere betydelige summer de kommende år.

 

På vindsiden har E2 udover Spanien, store havmølleprojekter i Tyskland og Storbritanien, og selskabet har desuden investeret i vind- og vandkraft i Norge.

 

Det spanske selskab blev købt i oktober 2002. Selskabet, som tæller ca. 25 medarbejdere, ejer og driver et antal vindmølleparker på den Iberiske halvø. E2 har indtil videre investeret ca. 2 mia. kr. i hovedsageligt vindkraft via det Spanske datterselskab, som havde en om sætning på små 200 mio. kr. i 2004. Men målet er at blive større.

 

- Vi sigter mod at vokse to en halv gang i Spanien indenfor de næste tre til fire år og med de allerede foretagne investeringer er vi godt på vej, siger Nikolaj Harbo, nyudnævnt adm. direktør for det spanske datterselskab ENERGI E2, Renovables Ibericas til Berlingske Tidende.