Elsam lever fortsat ikke op til det mere end 10 år gamle biomasse-direktiv.
Selskabet mangler fortsat at afbrænde 150.000 ton halm på kraftværkerne og
Energistyrelsens frist udløb i fredags. Derfor har Elsam afleveret en
redegørelse, der dog ifølge styrelsen ikke kommer med en forklaring på,
hvordan selskabet vil indfri kravet. Det skriver Børsen i dag.
I redegørelsen skriver Elsams direktør, Peter Høstgaard-Jensen, at
selskabet vil leve op til biomasse-aftalens målsætninger – hvis indtjening
og pris står i et rimeligt forhold. Elsam vil altså have sit økonomiske
grundlag sikret, men Energistyrelsen har tidligere sagt, at Elsam under
alle omstændigheder skal leve op til kravet.
I Energistyrelsen, der i Flemming Hansen (K) netop har fået ny politisk
chef, har man ikke taget stilling til, hvordan man vil forholde sig til
Elsams redegørelse.
- Der er ikke meget nyt i redegørelsen fra Elsam, men nu vil vi studere den
nærmere for at vurdere, hvad der videre skal ske, siger kontorchef i
Energistyrelsen, Michel Schilling, til Børsen.