Dansk Fjernvarme

Elsams engelske offshore-park er nu i kommerciel drift

14. december 2005 | 2005

Elsams engelske offshore-park er nu i kommerciel drift

Elsams nye offshore-vindmøllepark, Kentish Flats, er netop overgået til kommerciel drift. Det meddeler Elsam i en pressemeddelelse.

 

Parken, der er placeret ved Themsens udmunding i Nordsøen, er opstillet i sommerhalvåret 2005 og omfatter 30 stk. 3 MW Vestas møller. Efter opstillingen har møllerne været igennem en række godkendelsesprøver, både individuelt og samlet, inden den formelle overtagelse kunne finde sted. Møllerne er hermed gået i kommerciel drift.

 

De 30 3-MW store møller har sat hele to rekorder. Dels er det den hidtil største offshore vindmøllepark etableret i England, Dels er de opstillede møller de hidtil største, der er opstillet i England, med en maksimal effekt på 3 MW hver.

 

Mølleparken ved Kentish Flats forventes at få en årlig elproduktion på 285.000.000 kWh svarende til forbruget i mere end 100.000 britiske husstande og vil medføre en årlig reduktion i CO2-udledningen på 223.000 ton.