Dansk Fjernvarme

Eksperter: Landbrugets planterester bruges bedst på kraftvarmeværker

20. oktober 2005 | 2005

Eksperter: Landbrugets planterester bruges bedst på kraftvarmeværker

Dagbladet Information lader i dagens avis fire energieksperter diskutere mulighederne for at anvende biobrændsler i transportsektoren.

 

På verdensplan er det kun 13 procent af landbrugets biomasse, der egner sig til menneskeføde. Resten er planterester og biprodukter.

 

De fire eksperter er enige om, at man skal spare på energien og undgå at producere brændstof på bekostning af fødevarer, hvilket ellers kan siges at være tilfældet i øjeblikket hvor produktion af sukker, soja, raps, majs og korn til brændsel presser priserne op. De fire eksperter er dog ikke enige om, hvordan restprodukterne bør bruges.

 

Det klogeste vil ikke være at anvende dem i transportsektoren – men på kraftvarmeværkerne. Det mener både energiforsker og civilingeniør, Klaus Illum, og lektor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Henrik Lund.

 

Klaus Illum argumenterer blandt andet med, at der vil være et stort energispild ved planterresternes rejse fra markerne til benzinstationerne. Derimod vil energispildet være langt mindre, hvis planteresterne anvendes på kraftvarmeværker.

 

Professor Bent Sørensen, der for 30 år siden var manden bag Danmarks første alternative energiplan, mener derimod at en stor del af plantematerialet bør anvendes til at producere brændstof til transportsektoren. Den sidste ekspert i Informations artikel, Preben Maegaard, der er leder af Folkecenter for vedvarende energi, mener at man bør dyrke afgrøder som giver både protein og energi. Han er fortaler for biler, der kører på ren rapsolie.

 

Som at kurere sygdom med hovedpinepiller
Når det handler om brugen af biobrændsler til transportsektoren mener Klaus Illum, det er vigtigt at fokusere det rigtige sted.

 

- Først og fremmest skal man holde op med at ødsle med energien, sådan som vi har vænnet os til på grund af den billige olie. Opgaven er ikke at sætte mål for biobrændsler og mere vedvarende energi. I stedet skal man sætte mål for mindre forbrug af olie og mindre udslip af CO2. Derefter må man finde de bedste veje til at nå målet, siger han til Information.

 

Klaus Illum mener desuden, at man skal sørge for at man satser på de brændstoffer til bilerne, der har det lavest mulige energiforbrug. Ellers vil biobrændstoffer til transportsektoren hurtigt lægge beslag på en stor del af klodens landbrugsjord.

 

- Det svarer til at kurere en sygdom med hovedpinepiller, konstaterer Klaus Illum.