Mens den nordfynske virksomhed Emmelev A/S ved Otterup i årevis har
fremstillet biodiesel af rapsfrø fra danske marker til eksport primært til
biler i Tyskland, så vælter det lige nu frem med projekter, som gerne vil
fremstille bioethanol også til biler, skriver Erhvervsbladet. Hidtil har
det ikke været muligt at sælge biobrændstof til biler i Danmark på grund af
afgiften til staten, som gør det miljørigtige brændstof for dyr. Men den
danske stat er under pres fra EU for at begynde at satse på biobrændstof
til biler, og det har måske derfor, at en række nye aktører er dukket op på
banen. Således har både kød-destruktionsvirksomheden DAKA i Hedensted, de
truede sukkerroedyrkere, landsmænd med for meget gylle og nu senest
Fynsværket været på banen med planer om at fremstille bioethanol som
erstatning for benzin, skriver Erhvervsbladet.