Isolering under gulvet bør være lige så kraftig, som i væggene, viser en ny
rapport fra Danmarks Tekniske Universitet.
Rapporten gør op med myten om, at gulvet i nye huse ikke behøver så meget
isolering som vægge og lofter for at være energivenlig.
Civilingeniør Henrik Tommerup, DTU-BYG siger til Ingeniøren, at den
udstrakte brug af gulvvarme sammen med nye skrappe energikrav har ændret
forudsætningerne.
- Når man lægger varme i gulvet, vokser temperaturforskellen mellem
terrændækket og jorden markant. Derfor bliver det ekstra vigtigt at isolere
lige så godt under gulvet, som man gør det i vægge og lofter, sige Henrik
Tommerup, der af Plastindustrien er blevet bedt om at regne på den optimale
økonomi i at isolere et hus, der skal kunne opfylde de nye skrappe
energikrav, der gælder fra 1. januar 2006.
DTU-rapporten konkluderer, at det er økonomisk optimalt med minimum 250 mm
isolering under gulvet for at opfylde de nye krav og 300 og 450 mm, hvis
der er tale om et lavenergihus i henholdsvis klasse 2 og 1. Til
sammenligning kræver de eksisterende regler fra 1995 isolering af terrændæk
på godt 100 mm uden gulvvarme og 200 mm med gulvvarme.