Dansk Fjernvarme

Dansk fjernvarmeteknologi skal forny den russiske energisektor

26. september 2005 | 2005

Dansk fjernvarmeteknologi skal forny den russiske energisektor

En øget bevidsthed om den potentielle økonomiske gevinst ved at spare på energien har fået de russiske myndigheder til at investere milliarder i en fornyelse af ladets energisektor. Og dansk fjernvarmeteknologi kan komme til at blive en central del af denne fornyelse. Det skriver Børsen i dag.

 

Både industrien og boligopvarmningen er præget af store energispild. Guleroden for russerne ved en mere effektivt energiforbrug er langt mere økonomisk end miljømæssig. Hvis den indenlandske energiforbrug kan begrænses vil der være mere energi til rådighed til eksport - og de penge vil falde på et tørt sted i Rusland.

 

I sidste uge var en række danske virksomheder med speciale inden for energiteknologi på besøg i Ural-regionen i et samlet erhvervsfremstød. Og ifølge Lars Bodilsen, direktør i Danish Bord of District Heating, er russerne opmærksomme på de danske kompetencer inden for dette område.

 

- Russerne ved godt, at det er danskerne, de skal komme til, konstaterer han over for Børsen.

 

Ifølge Børsen foregår omkring 80-85 procent af boligopvarmningen i Rusland via fjernvarme mod 60 procent i Danmark. Men der er basis for store effektiviseringer, eksempelvis trænger størstedelen af landets 650.000 kilometer fjernvarmerør til at blive skiftet ud.