Mere biobrændsel og ændrede afgifter er to områder, hvor Danmark kan gøre
en forskel i forhold til klimapolitikken og ambitionen om at skære voldsomt
i vores CO2-udslip. Det mener Dansk Energis direktør, Hans Duus Jørgensen,
der i et debatindlæg i dagens udgave af Politiken vil have
transportsektoren og politikerne på banen.
- Overalt i Europa gøres der i øjeblikket ihærdige forsøg på at bryde
oliens monopol som brændstof til biler, lastvogne og busser. I Danmark og
ganske få andre lande køres der solokørsel, fordi VK-regeringen har meddelt
EU-kommissionen, at ambitionen på kort sigt er lig med ”nul”, hvad angår
biobrændstoffer, konstaterer direktøren.
Han opstiller i sit indlæg tre gode grunde til at droppe afvisningen af
biobrændstoffer og andre alternativer:
Først bemærker han, at Danmarks CO2-mål næppe kan nås uden en indsats fra
trafik- transportsektoren. ”Men efter 15 år med klimapolitik er transporten
stadig totalfredet”, skriver han.
Dernæst pointerer han, at kraftværker, industri og husholdninger i vid
udstrækning har droppet olien og at der er god grund til at tænke over
konsekvenserne for samfundet, hvis oliepriserne fortsatte sin stigning -
eksempelvis til det dobbelte.
Som det tredje punkt udtrykker Hans Duus Jørgensen undren over, at Danmark
som landbrugsland ikke gør mere for at hægte sig på en udvikling inden for
biobrændsler, der kan skabe arbejdspladser og tilføre landet megen
innovation.
Hans Duus Jørgensen opfordrer til slut politikerne til at se nærmere på,
hvordan man via indretningen af afgifter på transportområdet kan påvirke
situationen.