En ny lov, der giver mulighed for at afbrænde restproduktet, gør ikke livet
meget lettere for de danske biogasprojekter. De fleste projekter kæmper
stadig med at finde egnede placeringer til anlæggene og med økonomien,
skriver Ingeniøren.
- Der er stadig meget store problemer med at finde placeringer til
anlæggene, ligesom vi er skeptiske over for økonomien i projekterne, efter
at tilskuddet til biogasstrøm i 2004 blev sat ned fra 60 til 40 øre pr. kWh
efter de første ti års drift, siger sekretær for Biogas-brancheforeningen
Bruno Sander.
Han påpeger, at de 60 øre reelt er meget mindre værd, end da de blev
vedtaget i 1990’erne, fordi de ikke er inflationssikrede.
For at få 60 øre pr. kWh de første ti år skal anlægget i øvrigt være
nettilsluttet inden udgangen af 2008. Det begynder at knibe med de lange
etableringstider, vi efterhånden oplever for projekterne, siger Bruno
Sander.
Regeringen har ellers forsøgt at forbedre forholdene for biogasanlæggene
ved at give grønt lys for, at biogasanlæggenes restprodukt,
gødningsfiberen, må afbrændes og at affaldsafgiften på brændslet nedsættes
eller fjernes helt. Det tiltag anerkender Bruno Sander, og kaldet det
”fjernelse af én af stenene på vejen for biogassen”. Regeringen ja til
afbrænding bygger på en rapport fra en tværministeriel arbejdsgruppe. Den
har analyseret sig frem til, at det både drifts- og samfundsøkonomisk er en
markant bedre forretning at brænde det tørrede fosforholdige fiberprodukt
fra biogasanlægget end at køre ud og sprede det på markerne. Fjernelsen af
afgiften skal dog godkendes af EU, inden den kan træde i kraft, skriver
Ingeniøren.