Dansk Fjernvarme

CO2-kvoter til Europas luftfart

28. september 2005 | 2005

CO2-kvoter til Europas luftfart

Luftfarten bør være en del af det europæiske system for handel med CO2-kvoter - ligesom andre energiforbrugende brancher er det. Sådan lyder et forslag, der i går blev rejst af EU's miljøkommissær, Stavros Dimas. Det skriver Børsen.

 

Luftfarten tegner sig for tre procent af den samlede udledning af drivhusgasser i Europa. Og i modsætning til mange andre brancher er flytrafikkens udledning stigende. Fra 1993 til 2003 steg udledningen af drivhusgasser fra internationale flyvninger i Europa med hele 73 procent og kommissionen forventer at udledningen yderlige fordobles frem mod år 2012.

 

- Det er ikke fair, at have en sektor som er fredet. Luftfarten bør også bidrage til kampen mod klimaforandringer, sagde Stavros Dimas, da han lancerede forslaget.

 

Ifølge Børsen er den europæiske luftfarts fælles organisation, Association of European Airlines, endnu ikke noget frem til en fælles holdning til forslaget. Men fra SAS lyder der meget rosende ord.

 

- SAS er en varm tilhænger af systemet. Vi synes handel med udslipsrettigheder er et godt og rigtigt system, siger informationsdirektør Hans Ollongren.

 

Stavros Dimas erkender, at et globalt system havde været en bedre løsning, men konstaterer samtidig at dette desværre ikke var muligt at opnå i øjeblikket.