Ærø, der i forvejen er i besiddelse af verdens største solenergianlæg,
tager nu endnu et skridt ind blandt verdens førende inden for alternative
energiformer. Det skriver Erhvervsbladet.
Anlægget skal stå færdig i september 2006 og det bliver et kombineret
biogas- og ethanolanlæg, der skal omdanne affaldsprodukter som gylle,
energiafgrøder, organisk husholdningsaffald og slam til ethanol som kan
bruges til brændstof i biler.
Erhvervsbladet oplyser, at anlægget som det første af sin art producerer
ethanol, der er en miljøvenlig erstatning for benzin, samtidig med at
anlægget udnytter restproduktet fra ethanolproduktionen i den øvrige
biogasproduktion.
Anlægget bygges som et samarbejde mellem Ærøs alternative energivirksomhed,
VE-Organisation, og virksomheden Bioscan A/S fra Odense.