En ny rapport fra Forskningscenter Risø har set nærmere på investorerne i
det nordiske el-marked. Konklusionen er, at det sandsynligvis er småt med
lysten til at investere i nye kraftværker og det vil få el-prisen til at
stige. Det skriver Ingeniøren i dag.
Forskergruppen fra Risø har set nærmere på hvad der vil ske med el-prisen,
hvis der i de næste 15 år ikke bygges nye kraftværker ud over dem, der
allerede nu er planlagt. Forskerne har også undersøgt, hvad der så skal til
for at få investorerne til at åbne pengepungen.
Ifølge forskernes analyse burde det være fordelagtigt, at bygge nye
kraftværker om cirka fem år, men analysen viser, at det formentligt først
vil ske senere end det. Og det vil resultere i det, som Ingeniøren
beskriver som ”kunstigt høje el-priser”, især efter år 2015.
Forklaringen på investorernes tøven er ifølge Ingeniøren, at de i højere
grad kan drage økonomisk fordel af at køre videre med billige, ældre anlæg
og stigende el-priser end ved at bygge nye kraftværker og dermed konkurrere
med sig selv.
Ingeniørens artikel kommer desuden med en række forskellige forklaringer på
de bagvedliggende årsager og groft skitseret kan man give de fleste en
fællesbetegnelse: Usikkerhed omkring el-markedet. Forskellige aktører i
branchen nævner blandt andet CO2-kvotemarkedet og manglende klare
meldinger, for eksempel omkring udbygningen af vindmøller, i regeringens
langsigtede energiplan, ”Energistrategi 2025”, der udkom lige inden
sommerferien.
Savner klare rammebetingelser
Seniorforsker Poul Erik Morthorst, Risø, mener ikke, at høje
elpriser skal ses som et sygdomstegn, men som en konsekvens af markedet.
Blot skal man sikre sig, at de høje priser kan påvirke markedet.
- Vi mener, at myndighederne bør overveje, om konkurrencen er velfungerende
nok på el-markedet, og om der findes store barrierer, som forhindrer nye
producenter i at investere i danske kraftværker, siger han til Ingeniøren
og fortsætter:
- Vi mener også, det er vigtigt, at regeringen melder klart ud omkring en
række rammebetingelser, for eksempel hvor meget vindkraft, der skal være i
el-systemet, udbygninger med nordiske transmissionsforbindelser og hvordan
CO2-markedet skal køre. Det vil kunne få investorerne på banen og dermed
sænke elprisen for forbrugerne.