Dansk Fjernvarme

Ændrede Danida-regler kan skade dansk eksport af fjernvarmeteknologi

28. februar 2005 | 2005

Ændrede Danida-regler kan skade dansk eksport af fjernvarmeteknologi

Den danske bistandsorganisation Danida vil nedsætte kravet om danske underleverancer ved til en række bistandsprojekter i 3. verdenslande.

Et krav om mindst 50 procent danske underleverancer ved projekter under de såkaldte ”blandede kreditter” skal nedsættes til 20-30 procent så det følger kravene fra Eksport Kredit Fonden, anbefaler Danida i et forslag, som udviklingsminister Ulla Tørnes (V) skal vurdere, skriver Jyllands-Posten.

 

De danske eksportører af fjernvarmeteknologi er fortørnede over planerne, som man mener vil stille danske underleverandører dårligere end konkurrenterne i vores nabolande, hvor de nationale andele udgør op til 70 procent af lignende støtteordninger.

 

- Det er meget uheldigt for de projekter, der handler om eksempelvis fjernvarme, hvor det er vigtigt, at hver enkelt komponent er fremstillet efter højeste standarder og med en driftssikkerhed, og energieffektivitet, som danske virksomheder er kendte for at levere. Hvis man i for eksempel Kina får mulighed for at bruge egne komponenter, så får man det måske nok billigere, men det vil gå ud over kvaliteten og dermed ud over det danske renommé på markedet, siger direktør Lars Bodilsen fra DBDH, Dansk Fjernvarmes Eksportråd til Jyllands-Posten.